Hvis du ikke kan læse denne e-mail, så klik her

DGI opfordrer alle idrætsforeninger til at aflyse alle aktiviteter nu

Alle idrætsforeninger opfordres til at aflyse alle deres aktiviteter fra nu af og foreløbig frem til mandag den 30. marts. Det gælder både indendørs og udendørs aktiviteter.

DGI’s opfordring kommer i kølvandet på de tiltag mod corona-virus, regeringen kom med onsdag den 11. marts.

”Vi har et ansvar i idrætsforeningerne, som vi skal stå ved. Det er meget vigtigt, at vi følger myndighedernes opfordringer, og vi bakker fuldt ud op om de tiltag, der er taget. I DGI anbefaler vi, at alle frivillige foreninger lukker ned for tilbud og aktiviteter, både indendørs og udendørs. Det er nødvendigt i en situation som denne, hvor vi må stå sammen uden at samles,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.

Både indendørs og udendørs aktiviteter bør indstilles

Regeringens anbefalinger går først og fremmest på indendørs aktiviteter.

”Vi går skridtet videre her og anbefaler, at al aktivitet i foreningen indstilles, både indendørs og udendørs. For selvom foreningernes aktiviteter foregår udendørs, så er der klublokaler, omklædningsrum og andre mødesteder, hvor man samles tæt, og det bør ikke ske,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Hverdagen vil den kommende tid blive anderledes for danskerne, der altså heller ikke vil opleve fællesskabet i idrætsforeningen.

”Det er tiltag, som rammer idrætsforeningerne hårdt. Idræt handler om at samle mennesker i fællesskaber, og det er ikke muligt i den kommende tid,” siger formand for DGI, Charlotte Bach Tomassen.

Alle DGI’s egne kurser, opvisninger, stævner og andre arrangementer aflyses foreløbig frem til mandag den 30. marts 2020.

Se mere på
dgi.dk